Operation Egenomsorg

Der var engang en klog dame, der mente at verdens sygeplejersker havde brug for et redskab til at vurdere, hvor gode patienterne var, til at yde omsorg overfor dem selv. Dette redskab skulle sygeplejerskerne bruge for at finde frem til, hvor megen og hvilken form for sygepleje patienterne havde brug for. Damen hed Dorothea Orem, og teorien handler om egenomsorg. Og mangel på samme.

I én af de første lektioner på sygeplejeskolen, blev der sagt: ”I skal huske at unde Jer selv en fridag en gang i mellem, for man KAN ikke yde omsorg for andre, hvis man ikke yder omsorg for sig selv”. Det er kloge ord, og de fortjener at blive efterlevet.

I dag så jeg mig selv løbe op og ned ad trappen til 1. Sal med dyner, puder, mad, mælk, potte med lort, toiletpapir, sut, frø, blæksprutte. MOAAAR filmen er slut, jeg vil se den igen. Moaaaaaar jeg er sulten. Moaaar jeg kan ikke lide der hvor Prop (Prop & Bertha) kører i bus. Med vand, med frugt, med trøst, med irritation, med krav, med knus. Det blev til rigtig mange gange. Lige indtil….

Jeppe: ”Moar jeg er mere sulten”

Mig: ”jeg kommer op med en bolle til dig, men jeg skal lige på toilet først”

Jeppe: ”neeeej, det skal være NU!!”

Til kiddets forsvar (og til MIT forsvar) skal det lige nævnes, at han har haft en hård opstart i børnehave, og oven i det, en omgang falsk strubehoste. Så en lørdag på sofaen var tiltrængt. Jeg varter gerne op, men satte altså grænsen lige dér.

I dag har jeg besluttet, at det skal være slut med, kun at SKRIVE om egenomsorg. Det skal praktiseres.

Første skridt på vejen kan måske lyde en kende søgt, for dem som ikke har børn, men når man er en mor, så er man altid så (forbandet) tilgængelig, at det nogen gange kan skræmme selv den aller blideste og mest overskuds-agtige af slagsen. Men her er det altså:

Fra i dag vil jeg låse døren til toilettet. Og så længe døren er låst, nægter jeg at forholde mig til det, der foregår på den anden side.

Testing testing

Er dette overhovedet noget for mig?

Jeg tænker, at blogging er alletiders mulighed for overspringshandlinger, selvpromovering og
arkivering af diverse. Her vil jeg kunne dokumentere opstarten på min kagedekorationskarriere, mit liv som studine og mor på godt og ondt. Her kan jeg bagtale de højtflyvende sygeplejeteoretikere uden at få hug for det. Her kan jeg prale med mine havesucceser og tude over mine nederlag. Her kan jeg skrive stolpe op og stolpe ned om min kærlighed til mit barn, og SKRIIIIGE højt, når det at være mor hænger mig langt ud af halsen. Og jeg kan jeg glædes og bitche over, at min mand ikke bare har et almindeligt 8-16 job.

Jeg giver det en chance, og hvem ved, måske er der oven i købet nogen der vil læse med :-)