Når man har børn, ender en masse mad på gulv og jord, og når man er en doven forælder, bliver det yderst sjældent samlet op, før det begynder at lugte eller se sundhedsfarligt ud. Der var altså sket det, at yngste kid havde... tabt... en halv bolle, lavet udelukkende af klid og kærlighed, ud over kanten af sin barnevogn, og der lå den så i et par dage. Den lå dér og var en smule opblødt af liflig dug, og gjorde ingen skade. Troede vi, og troede det stakkels fæcesbefængte slimmonster, der blev draget mod bollen en tidlig formiddagsstund.
Yngste kid og jeg drog ud i verden, altså på Aros, og da vi forlod matriklen, lå føromtalte slimmonster, stor og mægtig, og havde lige taget en bid af føromtalte klidbolle. Jeg hader slimmonstre, men var på vej mod stor kunst, så den skulle ikke spolere mit humør, og jeg lod den leve.
Da vi vendte tilbage fra vores udflugt, mødte der os et sælsomt syn: slimmonstret var vokset til næsten dobbelt størrelse, og klidbollen var helt væk. Forfærdet OG beæret (over at den syntes bollen var så lækker) gik vi indenfor, og glemte alt om det monstrøse slimmonster.
Om aftenen efter kiddet var puttet, og jeg var ude for at botanisere, så jeg, at sneglen ikke havde flyttet sig det mindste siden om formiddagen. Den var skrumpet lidt ind og lå ubevægelig der på jorden, hvor den famøse klidbolle havde ligget tidligere på dagen. Den var død.
Jeg ville sådan ønske, at jeg havde taget billeder af de forskellige stadier, for det var i sandhed et... interessant syn, men jeg bryder mig ikke om at komme for tæt på gastropoder, så det blev kun til et par stykker, hvor monstret var kommet af dage.
