Nyt hår, årets første kop kaffe og "øh ok... bare på beløbet"

Jeg er i gang med at re-integrere mig selv i den virkelig verden, og det koster penge. MANGE penge. Åbenbart.

Først stod den på en tiltrængt tur til frisør. Noget jeg er kommet til at holde af, efter jeg har fundet frisørEN, som jeg bare føler mig rigtig godt tilpas sammen med, som ikke fyrer floskler af som "ej du har så pænt hår, det vil næsten være synd at klippe for meget af", som ikke bare snakker for at snakke, som ikke gider snakke om børn, og som (bedst af alt)klipper mit hår, så det ligner noget, der kunne sidde på en filmstjerne. Alle kvinder burde have sådan en frisør. Men det er en dyr fornøjelse, og de Gold Silk Drops, som gør håret ekstra shiny, og som pludselig syntes så helt og aldeles uundværlige, gav lige regningen et ekstra pift.

Under dette besøg hos frisøren fik jeg serveret årets første kop kaffe!! ja faktsik var det min første kop kaffe i ca. 7 måneder, det var store sager og jeg nød den. Jeg har holdt mig fra kaffe, som jeg ellers har stor kærlighed til, fordi mit yngste kid reagerede med ondt i maven, når jeg drak bare moderate mængder af kaffe. Men om ganske få dage, vender jeg tilbage til virkeligheden, og en virkelighed uden kaffe holder bare ikke.

Efter frisørbesøget var det tid til endnu en investering i skønhedens navn: en ny eyeliner. Jeg er blevet anbefalet en af mærket Bobbi Brown, og den fandt jeg i Magasin til den nette sum af 180,- hvilket jeg synes, er ok. Den skal påføres med pensel, så sådan en skulle jeg også købe, og sikke et held at Bobbi Brown også laver pensler!! jeg kiggede på prisen: 19,50 kr -det var da billigt, jeg havde faktisk regnet med, at sådan en snildt kunne koste 80,- men man kan jo da stadig overraskes positivt. Den søde Bobbi Brown repræsentant, der oven i købet havde vist mig, hvordan man lettest påfører eyelineren slog mine 2 varer ind, og sagde uden at kny: "det bliver 375,-" -jeg er ikke så skarp til hovedregning, men jeg kunne da nok regne ud, at 180+19 ikke er lig med 375, men alligevel fik jeg sagt de 3 små ord, uden at gispe alt for meget: "bare på beløbet". Da jeg fik mine varer, fremgik det af kvitteringen, at den famøse pensel kostede 195,-

Jeg er bare så dum og "pæn" at jeg ikke kan få mig selv til at sige, at så vil jeg ikke have den pensel alligevel. Jeg tog den med, velvidende at jeg ved først kommende lejlighed, går i Magasin for at få byttet den skide pensel.

Dagen sluttede med en lækker koncertoplevelse, og mig der(igen)måtte sande, at jeg er blevet alt for gammel til dårlig gin.

Jeg vil gerne sige undskyld

Jeg har noget, jeg gerne vil indrømme. Jeg har ofte tænkt dårligt om de forældre der børnesikrer deres hjem ned til mindste detalje, dem der klager over, at deres helt små børn ødelægger bøger, bider i ledninger, smadrer og hærger i ét væk, og i det hele taget brokker sig over, at deres små er nogle travle pilfingre.

Jeg har tænkt OG praktiseret, at man i stedet for at afskærme trappen, skal lære barnet at færdes på den, så han kan blive fortrolige med den, og i stedet for at flytte bøger og diverse op i højden, skal man lære barnet, at man ikke ødelægger ting. Sådan var det med mit første kid, og det gik strålende, han har aldrig ødelagt noget, der ikke var hans eget. Han har spist lidt kattemad, og kigget på cd'er, men aldrig flået bøger ud af reolerne for at ødelægge dem. Han har heller aldrig haft fat i toiletbørste eller skraldespand.

Jeg vil gerne sige undskyld, og jeg indrømmer nu, at det i meget høj grad handler om, hvilket barn man bliver velsignet med. Jeg lover hermed, aldrig mere at tænke fordømmende tanker om den måde folk i min nærhed opdrager deres børn, og indretter deres hjem. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.

Er der mon nogen der har et par trappegitre til salg, en hjelm i babystørrelse, børnesikring til 3 skabe, 1 skuffe og et toilet samt et ophæng til en wc-børste?

Knock knock! Who's there?

REALITY!

"Kære Anne

Velkommen i praktik i sundhedsplejen i Århus d.26/4-28/4 og 5/5-6/5 2011(..)"

Sådan står der i et brev, jeg modtog med posten i går. *Piiiv* jeg var nok alligevel lige vel kæk, da jeg for snart et år siden, talte barselsorlov med en studievejleder, og holdt fast i, at et års orlov var aaaalt for lang tid. Bordet fanger, og når påsken er slut, så er denne min sidste barsel også slut.

Så skal jeg forlade mit lille bitte velcrobarn, for at drage ud i den barske verden, og hilse på andre kvinder og deres små børn. Jeg skal præstere, fungere og navigere i en verden der er så stor så stor, i forhold til den lille verden jeg færdes i nu, hvor alt jeg skal beslutte er, hvad tøj jeg selv og barnet skal have på, hvad vi skal have til frokost og OM vi har lyst til at bevæge os uden for en dør.

Men så igen, så bliver det helt rart at drage af sted TIDLIGT om morgenen, før nogen i huset er stået op, og jeg skal kun tænke på at få mig selv i tøjet og ud af døren. Jeg ved, at mine børn er i gode og kyndige hænder, og jeg kan glæde mig til at komme hjem til dem igen.

Men hvor blev tiden af? Hvad har jeg egentligt udrettet i løbet af de 10 måneder? Tjoh, øh, hmn.... jeg har da fået pillet et barn ud af maven, holdt liv i det og mig selv, og så er jeg blevet ret god til at bage rugbrød.