At skuffe et barn

Vi har 1 stk. meget kræsent afkom. Ganske få LØDIGE ting kan han lide at spise, og også dertil følger der krav, som vi efterhånden har lært at imødekomme. Eller ignorere. Fx er han blevet ret skrap til at dissekere lasagnen for små bitte stykker gulerod og hvidløg. Vi har opgivet kampen, og messer for os selv: det er en faaaaase. "Fasen" har nu varet godt 1 år.

Når man har et kræsent barn, så lærer man at sælge varen; eller i det mindste forsøger man. Fx smager broccoli virkelig godt, ja faktisk bliver det pludselig til en livret, når det bliver præsenteret som "krokodillebroccoli".

Den anden aften stod menuen på hvad vi normalt ville kalde pasta med svampe, men ordet "svampe" bliver som regel efterfulgt at et "aaaaaaad, det kan jeg ikke lide, svampe smager af lort!" Kokken ønskede at undgå den reaktion, så han tænkte, at varen skulle sælges på anden vis:

Jeppe: Hvad skal vi have til aftensmad?
kokken: vi skal have pasta med østershatte

Her lyser Jeppe op i et stort smil, hvilket er en sjælden begivenhed, når der bliver snakket om aftensmad. Kokken bliver glædeligt overrasket, og tænker, at kiddet sikkert har fået østershatte hos sine bedsteforældre, og derfor har opdaget, at de ikke smager af lort.

Jeppe: sluuurp!
kokken: har du smagt østershatte før?
Jeppe: (lidt tøvende) Jaeh det var sådan nogen, vi fik til kaffen i går.
kokken: Årh, men Jeppe... det var jo Napoleonshatte.

Juleøl, ellers tak!

Mens der bliver drukket enorme mængder af virkelig dårligt øl rundt om i danmark, vil jeg drikke sådan én her. Ahhh London Pride!





og med lidt held slår den benene væk under mig, og jeg vil nyde at gå i seng før klokken 22.00 på en fredag, for af én eller anden grund, er mine ellers så søde-syv-sovende børn begyndt at vågne alt alt for tidligt. Faktisk midt om natten. Og proklamerer, at nu er det morgen. Det er IKKE morgen, når klokken er 6.20. Ikke i dette hus.