God morgen flotte træ

Jeg har aldrig skænket dette træ en tanke. Ikke før jeg indtog min nu så faste plads i sofaen. Her tilbringer jeg rigtig mange timer med at amme, med at surfe på nettet, med at se TV-serier og med at stirre ud i luften. Og det er netop når jeg stirrer ud i luften, at mit blik rammer dette fine træ.

Jeg holder allermest af det på dage med solskin og klar blå himmel



Men på dage hvor skyerne er tunge, og solen godt gemt væk, vækker træet melankolien i mig. Og melankoli er en følelse jeg holder meget af.

Going FLY

I det her hus bor der 3 store rodehoveder. Vi ved det, men vi kan åbenbart ikke komme det til livs.

Det plejer egentligt ikke at genere mig det store, at her er rodet og beskidt. Jeg synes faktisk det er vældig hyggeligt. En gang i mellem når vi så grænsen for, hvad vi (læs: jeg) synes er acceptabelt, og så gør vi rent. Det er et helvede, for det er jo mange (MANGE) ugers skidt og rod vi skal have bund i.
Den seneste uge er panikken kommet snigende, 2 begivenheder lurer lige om hjørnet:

- børnehaven + pædagoger kommer til 4 års fødselsdag
- 1. mødregruppe besøg

Begge burde være begivenheder at se frem til, men i stedet frygter jeg dem, for vores hjem = CHAOS (hvilket ifølge FlyLady er et reelt syndrom: Can’t have anyone over syndrome).

Nå, men jeg er træt af at undskylde vores rod, når der kommer gæster
Jeg er træt af at frygte, gæsterne skal åbne vores køleskab og blive overvældet af dødsdunsten.
Jeg er træt af, at der er dømt panikrengøring når vi venter gæster.
Jeg er træt af, at være træt af vores rod.

De her billeder er taget på en helt tilfældig dag, ikke en særlig rodet dag, bare en ganske almindelig og helt tilfældig dag.







It’s time to FLY.

Jeg stødte på denne side som måske kan være vejen ud af kaos for min familie! Ved første øjekast er siden temmelig uoverskuelig, hvilket kan undre én, når de nu prædiker struktur og orden; men bag den grimme grimme facade, lurer der en sand guldgrube af fif til, hvordan man kommer sit rod til livs.

Fx deler hun (FlyLady) huset op i zoner, og så beregnes der X antal dage til rengøring af hver zone, hvilket resulterer i, at man i løbet af en måned, og på overkommelig vis, har fået gjort sit hjem rent.
Og tænk sig, der er faktisk et helt afsnit om kriserengøring. Selvfølgelig er der det.

Det går i al sin enkelt hed ud på, at man starter i køkkenet, og man starter med en ren vask. Det lyder banalt, men det virker! Man sætter æggeuret til at ringe efter 15 minutter, og starter så med at tømme opvaskemaskinen, og fortsætter sin oprydning og rengøring i de 15 min.

Og så STOPPER man, når uret ringer, og rykker videre til næste rum, som kunne være dagligstuen. Igen sættes uret til at ringe efter 15 minutter. Sådan fortsætter man indtil man er nået rummene igennem. Hvis det er nødvendigt, så tager man turen én gang til, med 15 minutter i køkken, 15 minutter i dagligstue osv. Hver gang der er gået 45 minutter, holder man en velfortjent pause.

Man kan nå virkelig meget på 15 minutter!!!

Inden der går alt for meget hellig husmor i den, så kan jeg lige så godt tilstå, hvorfor det pludselig betyder så meget for mig, at mit hjem er præsentabelt:
Mon ikke de fleste husker hjem fra deres barndom, som ikke var så rare at komme i? Kammerater fra skolen som boede lidt… anderledes. Måske var der en udefinerbar lugt, som ikke var rar, måske lå der kattelort i hjørnerne, måske gik moderen i huset altid rundt og gjorde rent, og man måtte ikke lege eller sidde nogen steder, måske var mælken altid sur eller frugten altid rådden. Eller måske var der bare en helt grundlæggende dårlig stemning.

Jeg vil ikke have, at min søn kommer fra nogen af ovennævnte hjem!