At skuffe et barn

Vi har 1 stk. meget kræsent afkom. Ganske få LØDIGE ting kan han lide at spise, og også dertil følger der krav, som vi efterhånden har lært at imødekomme. Eller ignorere. Fx er han blevet ret skrap til at dissekere lasagnen for små bitte stykker gulerod og hvidløg. Vi har opgivet kampen, og messer for os selv: det er en faaaaase. "Fasen" har nu varet godt 1 år.

Når man har et kræsent barn, så lærer man at sælge varen; eller i det mindste forsøger man. Fx smager broccoli virkelig godt, ja faktisk bliver det pludselig til en livret, når det bliver præsenteret som "krokodillebroccoli".

Den anden aften stod menuen på hvad vi normalt ville kalde pasta med svampe, men ordet "svampe" bliver som regel efterfulgt at et "aaaaaaad, det kan jeg ikke lide, svampe smager af lort!" Kokken ønskede at undgå den reaktion, så han tænkte, at varen skulle sælges på anden vis:

Jeppe: Hvad skal vi have til aftensmad?
kokken: vi skal have pasta med østershatte

Her lyser Jeppe op i et stort smil, hvilket er en sjælden begivenhed, når der bliver snakket om aftensmad. Kokken bliver glædeligt overrasket, og tænker, at kiddet sikkert har fået østershatte hos sine bedsteforældre, og derfor har opdaget, at de ikke smager af lort.

Jeppe: sluuurp!
kokken: har du smagt østershatte før?
Jeppe: (lidt tøvende) Jaeh det var sådan nogen, vi fik til kaffen i går.
kokken: Årh, men Jeppe... det var jo Napoleonshatte.

Juleøl, ellers tak!

Mens der bliver drukket enorme mængder af virkelig dårligt øl rundt om i danmark, vil jeg drikke sådan én her. Ahhh London Pride!





og med lidt held slår den benene væk under mig, og jeg vil nyde at gå i seng før klokken 22.00 på en fredag, for af én eller anden grund, er mine ellers så søde-syv-sovende børn begyndt at vågne alt alt for tidligt. Faktisk midt om natten. Og proklamerer, at nu er det morgen. Det er IKKE morgen, når klokken er 6.20. Ikke i dette hus.

God morgen flotte træ

Jeg har aldrig skænket dette træ en tanke. Ikke før jeg indtog min nu så faste plads i sofaen. Her tilbringer jeg rigtig mange timer med at amme, med at surfe på nettet, med at se TV-serier og med at stirre ud i luften. Og det er netop når jeg stirrer ud i luften, at mit blik rammer dette fine træ.

Jeg holder allermest af det på dage med solskin og klar blå himmel



Men på dage hvor skyerne er tunge, og solen godt gemt væk, vækker træet melankolien i mig. Og melankoli er en følelse jeg holder meget af.

Going FLY

I det her hus bor der 3 store rodehoveder. Vi ved det, men vi kan åbenbart ikke komme det til livs.

Det plejer egentligt ikke at genere mig det store, at her er rodet og beskidt. Jeg synes faktisk det er vældig hyggeligt. En gang i mellem når vi så grænsen for, hvad vi (læs: jeg) synes er acceptabelt, og så gør vi rent. Det er et helvede, for det er jo mange (MANGE) ugers skidt og rod vi skal have bund i.
Den seneste uge er panikken kommet snigende, 2 begivenheder lurer lige om hjørnet:

- børnehaven + pædagoger kommer til 4 års fødselsdag
- 1. mødregruppe besøg

Begge burde være begivenheder at se frem til, men i stedet frygter jeg dem, for vores hjem = CHAOS (hvilket ifølge FlyLady er et reelt syndrom: Can’t have anyone over syndrome).

Nå, men jeg er træt af at undskylde vores rod, når der kommer gæster
Jeg er træt af at frygte, gæsterne skal åbne vores køleskab og blive overvældet af dødsdunsten.
Jeg er træt af, at der er dømt panikrengøring når vi venter gæster.
Jeg er træt af, at være træt af vores rod.

De her billeder er taget på en helt tilfældig dag, ikke en særlig rodet dag, bare en ganske almindelig og helt tilfældig dag.







It’s time to FLY.

Jeg stødte på denne side som måske kan være vejen ud af kaos for min familie! Ved første øjekast er siden temmelig uoverskuelig, hvilket kan undre én, når de nu prædiker struktur og orden; men bag den grimme grimme facade, lurer der en sand guldgrube af fif til, hvordan man kommer sit rod til livs.

Fx deler hun (FlyLady) huset op i zoner, og så beregnes der X antal dage til rengøring af hver zone, hvilket resulterer i, at man i løbet af en måned, og på overkommelig vis, har fået gjort sit hjem rent.
Og tænk sig, der er faktisk et helt afsnit om kriserengøring. Selvfølgelig er der det.

Det går i al sin enkelt hed ud på, at man starter i køkkenet, og man starter med en ren vask. Det lyder banalt, men det virker! Man sætter æggeuret til at ringe efter 15 minutter, og starter så med at tømme opvaskemaskinen, og fortsætter sin oprydning og rengøring i de 15 min.

Og så STOPPER man, når uret ringer, og rykker videre til næste rum, som kunne være dagligstuen. Igen sættes uret til at ringe efter 15 minutter. Sådan fortsætter man indtil man er nået rummene igennem. Hvis det er nødvendigt, så tager man turen én gang til, med 15 minutter i køkken, 15 minutter i dagligstue osv. Hver gang der er gået 45 minutter, holder man en velfortjent pause.

Man kan nå virkelig meget på 15 minutter!!!

Inden der går alt for meget hellig husmor i den, så kan jeg lige så godt tilstå, hvorfor det pludselig betyder så meget for mig, at mit hjem er præsentabelt:
Mon ikke de fleste husker hjem fra deres barndom, som ikke var så rare at komme i? Kammerater fra skolen som boede lidt… anderledes. Måske var der en udefinerbar lugt, som ikke var rar, måske lå der kattelort i hjørnerne, måske gik moderen i huset altid rundt og gjorde rent, og man måtte ikke lege eller sidde nogen steder, måske var mælken altid sur eller frugten altid rådden. Eller måske var der bare en helt grundlæggende dårlig stemning.

Jeg vil ikke have, at min søn kommer fra nogen af ovennævnte hjem!

Bloggen der blev væk

Nå for dén, jeg havde glemt jeg havde en blog!!

Mit sidste indlæg blev postet den 1. januar i år, og det var faktisk også lige deromkring, at det begyndte at gå ned ad bakke for mig. Midlertidigt. Forhåbentligt.

Jeg skyder skylden på en graviditet, der nærmest føltes som en kronisk tilstand. En tilstand domineret af kvalme, træthed, ømhed og pyller. Nej, graviditet er ikke en sygdom, men den kan sørme godt nok være temmelig invaliderende.

Nu er alt godt igen, den lille snylter blev evakueret, jeg fik min mobilitet igen, og bloggen er genfundet.

På min to-do liste for det næste halve år, står der:

- Bevare sund fornuft
- Finde ny stil
- facadetæmning
- Få bugt med kaotisk hjem
- Tabe 10 kg
- Holde liv i nyfødt kid

Mere om det i de kommende måneder.

Opsang

Her er nogle kloge ord, der naturligvis ikke er skrevet af mig, men af Halfdan Rasmussen. En klog klog mand:

Hvis du vil være blid og smuk
så skal du drikke morgendug
og spise aftenrøde
og drysse stjerner i dit hår
og gnide dine tynde lår
med måneskin og fløde.

Men vil du være vild og varm
med hængerøv og kæmpebarm
og fuld af narrestreger
så skal du kigge i et spejl
og elske alle dine fejl
og være som du plejer.

Operation Egenomsorg

Der var engang en klog dame, der mente at verdens sygeplejersker havde brug for et redskab til at vurdere, hvor gode patienterne var, til at yde omsorg overfor dem selv. Dette redskab skulle sygeplejerskerne bruge for at finde frem til, hvor megen og hvilken form for sygepleje patienterne havde brug for. Damen hed Dorothea Orem, og teorien handler om egenomsorg. Og mangel på samme.

I én af de første lektioner på sygeplejeskolen, blev der sagt: ”I skal huske at unde Jer selv en fridag en gang i mellem, for man KAN ikke yde omsorg for andre, hvis man ikke yder omsorg for sig selv”. Det er kloge ord, og de fortjener at blive efterlevet.

I dag så jeg mig selv løbe op og ned ad trappen til 1. Sal med dyner, puder, mad, mælk, potte med lort, toiletpapir, sut, frø, blæksprutte. MOAAAR filmen er slut, jeg vil se den igen. Moaaaaaar jeg er sulten. Moaaar jeg kan ikke lide der hvor Prop (Prop & Bertha) kører i bus. Med vand, med frugt, med trøst, med irritation, med krav, med knus. Det blev til rigtig mange gange. Lige indtil….

Jeppe: ”Moar jeg er mere sulten”

Mig: ”jeg kommer op med en bolle til dig, men jeg skal lige på toilet først”

Jeppe: ”neeeej, det skal være NU!!”

Til kiddets forsvar (og til MIT forsvar) skal det lige nævnes, at han har haft en hård opstart i børnehave, og oven i det, en omgang falsk strubehoste. Så en lørdag på sofaen var tiltrængt. Jeg varter gerne op, men satte altså grænsen lige dér.

I dag har jeg besluttet, at det skal være slut med, kun at SKRIVE om egenomsorg. Det skal praktiseres.

Første skridt på vejen kan måske lyde en kende søgt, for dem som ikke har børn, men når man er en mor, så er man altid så (forbandet) tilgængelig, at det nogen gange kan skræmme selv den aller blideste og mest overskuds-agtige af slagsen. Men her er det altså:

Fra i dag vil jeg låse døren til toilettet. Og så længe døren er låst, nægter jeg at forholde mig til det, der foregår på den anden side.