mandag den 27. september 2010
Bloggen der blev væk
Mit sidste indlæg blev postet den 1. januar i år, og det var faktisk også lige deromkring, at det begyndte at gå ned ad bakke for mig. Midlertidigt. Forhåbentligt.
Jeg skyder skylden på en graviditet, der nærmest føltes som en kronisk tilstand. En tilstand domineret af kvalme, træthed, ømhed og pyller. Nej, graviditet er ikke en sygdom, men den kan sørme godt nok være temmelig invaliderende.
Nu er alt godt igen, den lille snylter blev evakueret, jeg fik min mobilitet igen, og bloggen er genfundet.
På min to-do liste for det næste halve år, står der:
- Bevare sund fornuft
- Finde ny stil
- facadetæmning
- Få bugt med kaotisk hjem
- Tabe 10 kg
- Holde liv i nyfødt kid
Mere om det i de kommende måneder.
fredag den 1. januar 2010
Opsang
Hvis du vil være blid og smuk
så skal du drikke morgendug
og spise aftenrøde
og drysse stjerner i dit hår
og gnide dine tynde lår
med måneskin og fløde.
Men vil du være vild og varm
med hængerøv og kæmpebarm
og fuld af narrestreger
så skal du kigge i et spejl
og elske alle dine fejl
og være som du plejer.
lørdag den 10. oktober 2009
Operation Egenomsorg
I én af de første lektioner på sygeplejeskolen, blev der sagt: ”I skal huske at unde Jer selv en fridag en gang i mellem, for man KAN ikke yde omsorg for andre, hvis man ikke yder omsorg for sig selv”. Det er kloge ord, og de fortjener at blive efterlevet.
I dag så jeg mig selv løbe op og ned ad trappen til 1. Sal med dyner, puder, mad, mælk, potte med lort, toiletpapir, sut, frø, blæksprutte. MOAAAR filmen er slut, jeg vil se den igen. Moaaaaaar jeg er sulten. Moaaar jeg kan ikke lide der hvor Prop (Prop & Bertha) kører i bus. Med vand, med frugt, med trøst, med irritation, med krav, med knus. Det blev til rigtig mange gange. Lige indtil….
Jeppe: ”Moar jeg er mere sulten”
Mig: ”jeg kommer op med en bolle til dig, men jeg skal lige på toilet først”
Jeppe: ”neeeej, det skal være NU!!”
Til kiddets forsvar (og til MIT forsvar) skal det lige nævnes, at han har haft en hård opstart i børnehave, og oven i det, en omgang falsk strubehoste. Så en lørdag på sofaen var tiltrængt. Jeg varter gerne op, men satte altså grænsen lige dér.
I dag har jeg besluttet, at det skal være slut med, kun at SKRIVE om egenomsorg. Det skal praktiseres.
Første skridt på vejen kan måske lyde en kende søgt, for dem som ikke har børn, men når man er en mor, så er man altid så (forbandet) tilgængelig, at det nogen gange kan skræmme selv den aller blideste og mest overskuds-agtige af slagsen. Men her er det altså:
Fra i dag vil jeg låse døren til toilettet. Og så længe døren er låst, nægter jeg at forholde mig til det, der foregår på den anden side.
søndag den 20. september 2009
Testing testing
Jeg tænker, at blogging er alletiders mulighed for overspringshandlinger, selvpromovering og
arkivering af diverse. Her vil jeg kunne dokumentere opstarten på min kagedekorationskarriere, mit liv som studine og mor på godt og ondt. Her kan jeg bagtale de højtflyvende sygeplejeteoretikere uden at få hug for det. Her kan jeg prale med mine havesucceser og tude over mine nederlag. Her kan jeg skrive stolpe op og stolpe ned om min kærlighed til mit barn, og SKRIIIIGE højt, når det at være mor hænger mig langt ud af halsen. Og jeg kan jeg glædes og bitche over, at min mand ikke bare har et almindeligt 8-16 job.
Jeg giver det en chance, og hvem ved, måske er der oven i købet nogen der vil læse med :-)