Når børn er klammest

For det meste holder jeg meget af mine børn,men for pokker da, hvor kan de også være klamme!! Som fx for et kort øjeblik siden, hvor jeg sad på gulvet og var flittig studine, og ældste kid sad i sofaen og så Cirkeline. Han eksperimenterede (åbenbart) med at sikke hjørnet af dynen ned i halsen, for pludselig lød det henne fra sofaen:

J: MOR! jeg havde dynen i munden, og pludselig kom det her ud af mig (peger på virkelig klam makrel i tomatfarvet substans på dyne og sofa)

M: Arrrgh Jeppe, du har jo brækket dig!! (henter klud i køkken, og begynder at tørre sofa)

J: Ja (med stolthed i stemmen) men det var da godt, at jeg ikke brækkede noget!!

M: (ikke overbevist) FØJ hvor det stinker, det her er altså virkelig klamt!!

J: Ja men mor det var jo godt, at det ikke var mit hovede der brækkede af.

M: Ja, det var nok meget godt, men det her er altså ulækkert!

J: Ja, og mor, vi er lige ved at brække os igen, ik'å?

M: Ja, det er tæt på.

J: Moar, hvad farve mon dit bræk ville være, hvis du brækkede dig lige nu?

M: Schh, nu snakker vi ikke mere om det (sagt med stor rummelighed og megen kærlighed i stemmen)