Amning - et had/kærlighedsforhold

Det er godt at amme. Det er det bedste du kan gøre for dig og dit barn. Det er sundt. Det er praktisk. Det er billigt. Det giver en hel særlig nærhed. Men for pokker hvor kan det også være frustrerende, smertefuldt, en kamp, tidskrævende og forstyrrende.

Da mit første barn blev pillet ud af min mave, kom det virkelig bag på mig, at amning var noget der skulle kæmpes for, at det ikke bare flød med mælk fra første minut. Og det kom virkelig bag på mig, at det gjorde så rasende ondt. Blod og tårer flød i en lind strøm de første 14 dage. Heldigvis var der også lidt mælk.

Jeg syntes virkelig ikke det var nogen fornøjelse at amme, og jeg glædede mig til at stoppe efter de "obligatoriske" 6 måneder. Den sidste tid foregik amningen i soveværelset for nedrullede mørklægningsgardiner, siddende/hoppende på en fitnessbold, mens barnets yndlingsspilledåse spillede sin mekaniske melodi, fordi barnet ikke kunne koncentrere sig, hvis der foregik for meget omkring os. DER burde jeg være stoppet, for det var ikke alle tårerne værd. Det var det virkelig ikke.

Ved barn nr. 2 var jeg forberedt. Jeg var forberedt på smerterne, blodet og ventetiden. Jeg var indstillet på, at amning er godt, men ikke for enhver pris. Jeg ville give det en chance, og yde mit bedste for at få det til at køre. Og det lykkeds! Denne gang har det været en fornøjelse at amme mit barn, og det har været forbundet med et minimum af problemer, i hvert fald efter det gik op for mig, at hans mavebøvl skyldtes de 2 kopper kaffe jeg drak hver morgen. Men så er det jo også galt, for barn nr.2 er så glad for bryst, at han ikke anerkender en sutteflaske, og denne her mor er ved at være godt brugt. Og når moderen er i konstant underskud, så svinder mælken ind, og barnet bliver sur fordi det er sultent, og så får hverken mor, far eller barn sovet om natten, og så har vi den onde spiral.

Den onde spiral er faktisk årsagen til dette nok temmelig kedelige indlæg, som jeg håber, kan hjælpe andre i forbindelse med ammeprobemer. Jeg vil så gerne amme mit barn til han selv siger stop, men som det kører lige nu, så bliver det nok nærmere naturen der sætter en stopper for det, og det med gråd, skrig, sult, frustration, natteroderi og træthed til følge. Derfor har jeg (endnu en gang) besluttet mig for at sætte alt ind for at få amningen på sporet igen. For der er nemlig en del ting, man selv kan gøre,for at hjælpe mælkeproduktionen i vejret.

Det handler om, at den ammende mor får hvilet sig en hel masse hver dag, at barnet lægges til brystet hyppigt, at moderen drikker masser af væske evt suppleret med ammethe (som kan købes i helsekostbutikker og Matas). Spiser hensigtsmæssigt, hvilket betyder, godt med protein til alle måltider, en sund og varieret kost med gode fedtstoffer. En god kilde til de virkelig gode fedtstoffer er mælkebomben, den smager fantastisk, og jeg har selv haft rigtig god effekt af den. Den laves sådan:

25 g smør
25 g durum – skåret eller mel
25 g usaltede pistacienødder eller græskarkerner
25 g sesamfrø
25 g mandler
25 g kokosmel

Durum ristes i smør på panden. Alt andet hakkes og vendes i.

Jeg spiser den på yoghurt, 1 spsk morgen og 1 spsk aften.

Jeg håber i mit stille sind, at mit barn snart siger stop til amningen helt af sig selv, for selvom det er dejligt, og giver os nogle hyggelige stunder, så er det voldsomt forstyrrende for vores nattesøvn, og snart banker virkeligheden på, og jeg skal ud at fungere i den. Virkeligheden.

Jeg håber, at nogen vil kunne bruge mit indlæg til ét eller andet: hjælp til ammeetablering, hjælp til at vælge amning fra, hvis det bare ikke fungerer, hjælp til at øge produktionen eller hjælp til mental forberedelse på, at amning kan være forbundet med blandede følelser, og at det er helt ok!