Jæ tænkt' hva'saten - putter de narko i eller hva?

Jeg har det her barn, som nu har rundet de 5 måneder, og som bare skreg og skreg og skreg, natten lang i 14 stive døgn. Så enten var han sulten, eller også var det en "faaaase". I hvert fald måtte der handles, så vi slog os på grøden en måned "før tid" jf SST's anbefalinger, og ikke mindst noget tid før jeg syntes, vi var klar.

Det var ikke nogen udpræget succes trods gode intentioner og "vibes" fra barnet om, at han var mere end klar til, at smage noget der kom på en ske.

Sådan her så barnet ud, da der blev serveret den fineste økologiske majsgrød tilberedt med omhu og kærlighed



Det blev ikke bedre af, at der kom en dejlig moden økologisk banan i. Hirsegrød gav samme udslag.

Efter en uge, havde intet ændret sig. Ikke nætterne og ikke barnets ansigtsudtryk, når indholdet på skeen ramte de næsten jomfruelige smagsløg.
En veninde fortalte, at sådan havde det også været hjemme hos dem, indtil den dag hendes mand kom hjem med præfabrikeret, ikke-økologisk hirsegrød m. pære/bananmos fra Beauvais, for det ville deres barn rigtig gerne have.

Jeg var desperat, og i lange minutter gik jeg som katten om den præfabrikerede skod-grød i Føtex, indtil jeg snuppede den ned fra hylden, gemte den i bunden af min indkøbskurv under de økologiske varer, og skyndte mig hjem for at tilberede den til mit stakkels uskyldige barn.

Første skefuld tog han lidt skeptisk i mod, 2. skefuld vakte begejstring, 3. skefuld kunne ikke komme hurtigt nok... Hvad filan putter de i den grød, narko eller hvad?

10 kg mig her, og 10 kg mig der

Nu har jeg igen spist alt for meget chokolade. Ikke fordi jeg havde lyst til det. Heller ikke fordi jeg synes, det smager specielt godt. Men simpelthen fordi jeg trængte til det... ja, jeg kan lige så godt skrive det som det er: jeg trøstespiste alt alt for meget hviiiinende sød Toblerone efter børnene var puttet. Og a propos børn, så spiste jeg faktisk også barnets kinderæg.

Jeg vil godt lige understrege, at det ikke er fordi, jeg er ked af det. Bare uendeligt træt.

Nå, men ét af mine mål for denne barsel er at smide 10 kg, hvoraf 7 af kg'ene er leftovers fra den sidste graviditet. Man taber altså ikke 10 kg ved at proppe sig med crap-chokolade og Bastognekiks, så nu skal der handles. Og her taler jeg ikke om shopping. Jeg sidder faktisk her, i min behagelige lænestol og OVERVEJER, at melde mig ind i et fitnesscenter.

Det er temmelig LIDT mig, det der med fitnesscentre. Jeg synes det er en rædselsfuld kultur, der hersker sådan et sted, og jeg ved, at de første mange besøg vil kræve store mængder af mod fra min side.

Nu siger jeg godt nok, at det er meget lidt mig, men jeg har faktisk været medlem af 2 fitnesscentre:

Det første var da jeg boede i Oxford, hvor jeg var medlem af et meget meget fint og meget meget dyrt center. Jeg kom der max 1 gang om ugen, for at bruge deres stepmaskine og deres boblebad. Men jeg var medlem!!

Det andet er vel et par år siden, hvor jeg meldte mig ind online, hentede mit medlemskort, og opdagede, at stedet var aldeles rædselsfuldt, så jeg kom der aldrig igen. Jeg var medlem i 3 måneder.

Nu sidder jeg her igen, og overvejer. Skal skal ikke...

Jeg tror, den modne og mest realistiske beslutning må være, at det ikke er for mig. Jeg er mere til korte løbeture med Rammstein i ørene. Efter mørkets frembrud. Og til lange ensomme svømmeture. Og til Pilates og PowerHoop'ing på stuegulvet. Og til step på ministepperen foran fjernsynet.

Kan man tabe 10 kg ved det? Det må tiden vise. Deadline er 20. april.

Og tænk sig, at skrive dette blogindlæg, har så lige sparet mig for mange hundrede spildte kroner.

Et glimt fra min lille verden

Når man nu ER på barsel, og alligevel ikke har andet at tage sig til end at bage småkager, fordi ens afkom bare er eminente sovere, så kan man jo også lige så godt udvælge de 3 flotteste kager og tage billeder af dem. Inden man spiser dem.



Der er tale om den helt klassiske vanillekrans, et tranebærhjerte med hvid chokolade og en krydret småkage kaldet "svensk juletræsfigur"

Nogle dage er verden bare uendeligt lille. I morgen vil jeg gå i biografen for at se Harry Potter.

P.s. det går ikke så godt med at få smidt de 10 kg.

At skuffe et barn

Vi har 1 stk. meget kræsent afkom. Ganske få LØDIGE ting kan han lide at spise, og også dertil følger der krav, som vi efterhånden har lært at imødekomme. Eller ignorere. Fx er han blevet ret skrap til at dissekere lasagnen for små bitte stykker gulerod og hvidløg. Vi har opgivet kampen, og messer for os selv: det er en faaaaase. "Fasen" har nu varet godt 1 år.

Når man har et kræsent barn, så lærer man at sælge varen; eller i det mindste forsøger man. Fx smager broccoli virkelig godt, ja faktisk bliver det pludselig til en livret, når det bliver præsenteret som "krokodillebroccoli".

Den anden aften stod menuen på hvad vi normalt ville kalde pasta med svampe, men ordet "svampe" bliver som regel efterfulgt at et "aaaaaaad, det kan jeg ikke lide, svampe smager af lort!" Kokken ønskede at undgå den reaktion, så han tænkte, at varen skulle sælges på anden vis:

Jeppe: Hvad skal vi have til aftensmad?
kokken: vi skal have pasta med østershatte

Her lyser Jeppe op i et stort smil, hvilket er en sjælden begivenhed, når der bliver snakket om aftensmad. Kokken bliver glædeligt overrasket, og tænker, at kiddet sikkert har fået østershatte hos sine bedsteforældre, og derfor har opdaget, at de ikke smager af lort.

Jeppe: sluuurp!
kokken: har du smagt østershatte før?
Jeppe: (lidt tøvende) Jaeh det var sådan nogen, vi fik til kaffen i går.
kokken: Årh, men Jeppe... det var jo Napoleonshatte.

Juleøl, ellers tak!

Mens der bliver drukket enorme mængder af virkelig dårligt øl rundt om i danmark, vil jeg drikke sådan én her. Ahhh London Pride!





og med lidt held slår den benene væk under mig, og jeg vil nyde at gå i seng før klokken 22.00 på en fredag, for af én eller anden grund, er mine ellers så søde-syv-sovende børn begyndt at vågne alt alt for tidligt. Faktisk midt om natten. Og proklamerer, at nu er det morgen. Det er IKKE morgen, når klokken er 6.20. Ikke i dette hus.

God morgen flotte træ

Jeg har aldrig skænket dette træ en tanke. Ikke før jeg indtog min nu så faste plads i sofaen. Her tilbringer jeg rigtig mange timer med at amme, med at surfe på nettet, med at se TV-serier og med at stirre ud i luften. Og det er netop når jeg stirrer ud i luften, at mit blik rammer dette fine træ.

Jeg holder allermest af det på dage med solskin og klar blå himmel



Men på dage hvor skyerne er tunge, og solen godt gemt væk, vækker træet melankolien i mig. Og melankoli er en følelse jeg holder meget af.

Going FLY

I det her hus bor der 3 store rodehoveder. Vi ved det, men vi kan åbenbart ikke komme det til livs.

Det plejer egentligt ikke at genere mig det store, at her er rodet og beskidt. Jeg synes faktisk det er vældig hyggeligt. En gang i mellem når vi så grænsen for, hvad vi (læs: jeg) synes er acceptabelt, og så gør vi rent. Det er et helvede, for det er jo mange (MANGE) ugers skidt og rod vi skal have bund i.
Den seneste uge er panikken kommet snigende, 2 begivenheder lurer lige om hjørnet:

- børnehaven + pædagoger kommer til 4 års fødselsdag
- 1. mødregruppe besøg

Begge burde være begivenheder at se frem til, men i stedet frygter jeg dem, for vores hjem = CHAOS (hvilket ifølge FlyLady er et reelt syndrom: Can’t have anyone over syndrome).

Nå, men jeg er træt af at undskylde vores rod, når der kommer gæster
Jeg er træt af at frygte, gæsterne skal åbne vores køleskab og blive overvældet af dødsdunsten.
Jeg er træt af, at der er dømt panikrengøring når vi venter gæster.
Jeg er træt af, at være træt af vores rod.

De her billeder er taget på en helt tilfældig dag, ikke en særlig rodet dag, bare en ganske almindelig og helt tilfældig dag.







It’s time to FLY.

Jeg stødte på denne side som måske kan være vejen ud af kaos for min familie! Ved første øjekast er siden temmelig uoverskuelig, hvilket kan undre én, når de nu prædiker struktur og orden; men bag den grimme grimme facade, lurer der en sand guldgrube af fif til, hvordan man kommer sit rod til livs.

Fx deler hun (FlyLady) huset op i zoner, og så beregnes der X antal dage til rengøring af hver zone, hvilket resulterer i, at man i løbet af en måned, og på overkommelig vis, har fået gjort sit hjem rent.
Og tænk sig, der er faktisk et helt afsnit om kriserengøring. Selvfølgelig er der det.

Det går i al sin enkelt hed ud på, at man starter i køkkenet, og man starter med en ren vask. Det lyder banalt, men det virker! Man sætter æggeuret til at ringe efter 15 minutter, og starter så med at tømme opvaskemaskinen, og fortsætter sin oprydning og rengøring i de 15 min.

Og så STOPPER man, når uret ringer, og rykker videre til næste rum, som kunne være dagligstuen. Igen sættes uret til at ringe efter 15 minutter. Sådan fortsætter man indtil man er nået rummene igennem. Hvis det er nødvendigt, så tager man turen én gang til, med 15 minutter i køkken, 15 minutter i dagligstue osv. Hver gang der er gået 45 minutter, holder man en velfortjent pause.

Man kan nå virkelig meget på 15 minutter!!!

Inden der går alt for meget hellig husmor i den, så kan jeg lige så godt tilstå, hvorfor det pludselig betyder så meget for mig, at mit hjem er præsentabelt:
Mon ikke de fleste husker hjem fra deres barndom, som ikke var så rare at komme i? Kammerater fra skolen som boede lidt… anderledes. Måske var der en udefinerbar lugt, som ikke var rar, måske lå der kattelort i hjørnerne, måske gik moderen i huset altid rundt og gjorde rent, og man måtte ikke lege eller sidde nogen steder, måske var mælken altid sur eller frugten altid rådden. Eller måske var der bare en helt grundlæggende dårlig stemning.

Jeg vil ikke have, at min søn kommer fra nogen af ovennævnte hjem!