Det var ikke nogen udpræget succes trods gode intentioner og "vibes" fra barnet om, at han var mere end klar til, at smage noget der kom på en ske.
Sådan her så barnet ud, da der blev serveret den fineste økologiske majsgrød tilberedt med omhu og kærlighed
Det blev ikke bedre af, at der kom en dejlig moden økologisk banan i. Hirsegrød gav samme udslag.
Efter en uge, havde intet ændret sig. Ikke nætterne og ikke barnets ansigtsudtryk, når indholdet på skeen ramte de næsten jomfruelige smagsløg.
En veninde fortalte, at sådan havde det også været hjemme hos dem, indtil den dag hendes mand kom hjem med præfabrikeret, ikke-økologisk hirsegrød m. pære/bananmos fra Beauvais, for det ville deres barn rigtig gerne have.
Jeg var desperat, og i lange minutter gik jeg som katten om den præfabrikerede skod-grød i Føtex, indtil jeg snuppede den ned fra hylden, gemte den i bunden af min indkøbskurv under de økologiske varer, og skyndte mig hjem for at tilberede den til mit stakkels uskyldige barn.
Første skefuld tog han lidt skeptisk i mod, 2. skefuld vakte begejstring, 3. skefuld kunne ikke komme hurtigt nok... Hvad filan putter de i den grød, narko eller hvad?
Sukker er vel en form for narko, er det ikke? Vi er flere end få, der er afhængige, i hvert fald. Og jeg tror faktisk, at netop dét er svaret. Men hvad er værst: at købe præfabrikata eller bevidst at pøse sukker i K-Blixas grød?
SvarSlet