fredag den 4. februar 2011

Hov, nu er det 2011!

Jeg er kommet lidt sent i gang med 2011, og jeg synes selv, at jeg er lovligt undskyldt. Fx med at jeg ikke rigtigt sover om natten, og at verden i det hele taget er gået lidt i stå omkring mig. Eller det passer jo overhovedet ikke, for verden drøner bare afsted, og jeg er HELT hægtet af. Dagligt spørger min mand, om jeg har fulgt med i den og den sag... næh svarer jeg. Helt uden at skamme mig. Så verden er ikke gået i stå, JEG er gået i stå i min egen lille bitte dejlige verden fyldt med kærlighed, konflikter, madpakker, lortebleer, kaffe og kage med damerne, babysmil og babyskrig. Uger der bare drøner forbi!!

I sidste uge købte jeg en 2011 kalender, efter at have ringet rundt til 3 steder for at høre, hvornår det nu lige var, vi 2 havde en aftale. Og så var det jeg tænkte, at jeg slet ikke har lavet nytårsforsætter i år, og det plejer jeg at gøre. I mange år lavede jeg MANGE forsætter, og ét af dem var, at jeg skulle forsøge at overholde mindst 3, men de sidste par år, har jeg tænkt lidt mere over, hvad jeg gerne vil... ja, nu skriver jeg det, og prøver at lade være med at brække mig over mig selv arbejde med i det nye år. Here goes:

- jeg vil gerne være mere taktfuld, altså undgå at jokke i spinaten helt så ofte, som jeg har gjort de sidste... 10 år.

- jeg vil gerne "finde" mine veninder igen, altså dyrke de venskaber der betyder rigtig meget, eller som har betydet meget, og som forhåbentligt kan komme til det igen.

- jeg vil vove mere.

Nu er det som om, at bordet fanger, for nu har jeg skrevet mine forsætter på min blog, som jeg forresten også håber, vil blive mere aktiv, mere fokuseret og mere brugbar.

Happy New Year everybody!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar