Jeg elsker dig, du lille teknologiske vidunder

Af og til møder jeg folk, der synes, vi her hjemme sidder fast i noget, der minder om stenalderen, fordi vi har fravalgt at have TV. De tror, vi er nogle teknologi-forsagende hippier, der ikke følger med tiden. Det kan der såmænd være noget om, jeg har fx aldrig helt fattet, hvad det der Bluetooth er, og jeg er slet slet ikke moden til en smartphone. Men når det virkelig gælder, så er vi faktisk ret meget fremme i skoene.

Vi har nemlig indset, at en robotstøvsuger er en uundværlig gadget i et hus fyldt med rodehoveder, katte, langhårede voksne, institutionsbarn og barn der er begyndt at spise selv. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vores livskvalitet er blevet væsentligt forbedret, efter Roomba er flyttet ind.

Vi har i et par måneder gået rundt og sukket, for Roomba var blevet træt, og trængte til et nyt batteri, men 699,- er også en slags penge, så det trak ud. Indtil i går, hvor fornuften sejrede. Eller var det panikken og udsigten til mødregruppebesøg og barnedåb indenfor samme uge?

I hvert fald, så skulle vi nok have gjort det noget før, og ladet Nilfisken stå i kælderen, for her er resultatet af Roombas første tur i soveværelset, efter et par ugers pause, hvor vi sporadisk har svunget Nilfisken



og et nærbillede af skidt på et A-4 ark




Jeg elsker min Roomba, og jeg synes, at alle burde unde sig selv den luksus det er, at have dette lille vidunder til at støvsuge hjemmet, mens man er ude.

Amning - et had/kærlighedsforhold

Det er godt at amme. Det er det bedste du kan gøre for dig og dit barn. Det er sundt. Det er praktisk. Det er billigt. Det giver en hel særlig nærhed. Men for pokker hvor kan det også være frustrerende, smertefuldt, en kamp, tidskrævende og forstyrrende.

Da mit første barn blev pillet ud af min mave, kom det virkelig bag på mig, at amning var noget der skulle kæmpes for, at det ikke bare flød med mælk fra første minut. Og det kom virkelig bag på mig, at det gjorde så rasende ondt. Blod og tårer flød i en lind strøm de første 14 dage. Heldigvis var der også lidt mælk.

Jeg syntes virkelig ikke det var nogen fornøjelse at amme, og jeg glædede mig til at stoppe efter de "obligatoriske" 6 måneder. Den sidste tid foregik amningen i soveværelset for nedrullede mørklægningsgardiner, siddende/hoppende på en fitnessbold, mens barnets yndlingsspilledåse spillede sin mekaniske melodi, fordi barnet ikke kunne koncentrere sig, hvis der foregik for meget omkring os. DER burde jeg være stoppet, for det var ikke alle tårerne værd. Det var det virkelig ikke.

Ved barn nr. 2 var jeg forberedt. Jeg var forberedt på smerterne, blodet og ventetiden. Jeg var indstillet på, at amning er godt, men ikke for enhver pris. Jeg ville give det en chance, og yde mit bedste for at få det til at køre. Og det lykkeds! Denne gang har det været en fornøjelse at amme mit barn, og det har været forbundet med et minimum af problemer, i hvert fald efter det gik op for mig, at hans mavebøvl skyldtes de 2 kopper kaffe jeg drak hver morgen. Men så er det jo også galt, for barn nr.2 er så glad for bryst, at han ikke anerkender en sutteflaske, og denne her mor er ved at være godt brugt. Og når moderen er i konstant underskud, så svinder mælken ind, og barnet bliver sur fordi det er sultent, og så får hverken mor, far eller barn sovet om natten, og så har vi den onde spiral.

Den onde spiral er faktisk årsagen til dette nok temmelig kedelige indlæg, som jeg håber, kan hjælpe andre i forbindelse med ammeprobemer. Jeg vil så gerne amme mit barn til han selv siger stop, men som det kører lige nu, så bliver det nok nærmere naturen der sætter en stopper for det, og det med gråd, skrig, sult, frustration, natteroderi og træthed til følge. Derfor har jeg (endnu en gang) besluttet mig for at sætte alt ind for at få amningen på sporet igen. For der er nemlig en del ting, man selv kan gøre,for at hjælpe mælkeproduktionen i vejret.

Det handler om, at den ammende mor får hvilet sig en hel masse hver dag, at barnet lægges til brystet hyppigt, at moderen drikker masser af væske evt suppleret med ammethe (som kan købes i helsekostbutikker og Matas). Spiser hensigtsmæssigt, hvilket betyder, godt med protein til alle måltider, en sund og varieret kost med gode fedtstoffer. En god kilde til de virkelig gode fedtstoffer er mælkebomben, den smager fantastisk, og jeg har selv haft rigtig god effekt af den. Den laves sådan:

25 g smør
25 g durum – skåret eller mel
25 g usaltede pistacienødder eller græskarkerner
25 g sesamfrø
25 g mandler
25 g kokosmel

Durum ristes i smør på panden. Alt andet hakkes og vendes i.

Jeg spiser den på yoghurt, 1 spsk morgen og 1 spsk aften.

Jeg håber i mit stille sind, at mit barn snart siger stop til amningen helt af sig selv, for selvom det er dejligt, og giver os nogle hyggelige stunder, så er det voldsomt forstyrrende for vores nattesøvn, og snart banker virkeligheden på, og jeg skal ud at fungere i den. Virkeligheden.

Jeg håber, at nogen vil kunne bruge mit indlæg til ét eller andet: hjælp til ammeetablering, hjælp til at vælge amning fra, hvis det bare ikke fungerer, hjælp til at øge produktionen eller hjælp til mental forberedelse på, at amning kan være forbundet med blandede følelser, og at det er helt ok!

Reclaim the boobs!!

2 glas rødvin og jeg er allerede temmelig fuld. Jeg vil gå i seng, stoppe ørepropperne DYBT ind i ørerne, så ingen lyde slipper igennem, og så vil jeg bare sove. Projekt Reclaim The Boobs er så småt skudt i gang. SÅ SMÅT blev der sagt, for denne mor er ingenlunde klar til helt at give slip, og det viser lille morglade velcrobarn heller ikke tegn til at være. Men tiden er inde til, at den lille opdager glæden ved sutteflaske, thi virkeligheden lurer lige om hjørnet!!

Karl Blixa/Karen Blixen

En af verdens sejeste mænd hedder Blixa Bargeld, han er sur som bare pokker, men über über cool.

Da yngste kid blev født, og skulle have et navn, kunne vi ikke blive enige. Vi er ellers tit enige, men lige når det gælder vores kids navne, er det hele lidt svært. Heldigvis er jeg stædig, for ellers ville Jeppe ikke have heddet Jeppe, han ville have heddet Leo eller Rita.

Karl synes jeg, er et formidabelt navn, men faderen til barnet er ikke hooked på en-stavelsesnavne, så det krævede lidt arbejde, og en masse hvisken i ørene, mens han sov, at få ham til at acceptere det. Jeg kunne godt lidt forstå det med den ene stavelse, så pludselig en dag slog det mig, at "Karl Blixa" havde en dejlig klang.

Navnet er nu blevet godkendt, og Karl kommer til at hedde Blixa. Ikke sådan til hverdag, men som et navn han selv kan trække frem, hvis han en dag også synes, det er cool.

Og så håber vi bare, at han ikke kommer til at hade os, fordi han mange gang frem i tiden, vil blive kaldt Karen Blixen. Aha, det var derfor, navnet havde sådan en god klang.

Hov, nu er det 2011!

Jeg er kommet lidt sent i gang med 2011, og jeg synes selv, at jeg er lovligt undskyldt. Fx med at jeg ikke rigtigt sover om natten, og at verden i det hele taget er gået lidt i stå omkring mig. Eller det passer jo overhovedet ikke, for verden drøner bare afsted, og jeg er HELT hægtet af. Dagligt spørger min mand, om jeg har fulgt med i den og den sag... næh svarer jeg. Helt uden at skamme mig. Så verden er ikke gået i stå, JEG er gået i stå i min egen lille bitte dejlige verden fyldt med kærlighed, konflikter, madpakker, lortebleer, kaffe og kage med damerne, babysmil og babyskrig. Uger der bare drøner forbi!!

I sidste uge købte jeg en 2011 kalender, efter at have ringet rundt til 3 steder for at høre, hvornår det nu lige var, vi 2 havde en aftale. Og så var det jeg tænkte, at jeg slet ikke har lavet nytårsforsætter i år, og det plejer jeg at gøre. I mange år lavede jeg MANGE forsætter, og ét af dem var, at jeg skulle forsøge at overholde mindst 3, men de sidste par år, har jeg tænkt lidt mere over, hvad jeg gerne vil... ja, nu skriver jeg det, og prøver at lade være med at brække mig over mig selv arbejde med i det nye år. Here goes:

- jeg vil gerne være mere taktfuld, altså undgå at jokke i spinaten helt så ofte, som jeg har gjort de sidste... 10 år.

- jeg vil gerne "finde" mine veninder igen, altså dyrke de venskaber der betyder rigtig meget, eller som har betydet meget, og som forhåbentligt kan komme til det igen.

- jeg vil vove mere.

Nu er det som om, at bordet fanger, for nu har jeg skrevet mine forsætter på min blog, som jeg forresten også håber, vil blive mere aktiv, mere fokuseret og mere brugbar.

Happy New Year everybody!!

Jæ tænkt' hva'saten - putter de narko i eller hva?

Jeg har det her barn, som nu har rundet de 5 måneder, og som bare skreg og skreg og skreg, natten lang i 14 stive døgn. Så enten var han sulten, eller også var det en "faaaase". I hvert fald måtte der handles, så vi slog os på grøden en måned "før tid" jf SST's anbefalinger, og ikke mindst noget tid før jeg syntes, vi var klar.

Det var ikke nogen udpræget succes trods gode intentioner og "vibes" fra barnet om, at han var mere end klar til, at smage noget der kom på en ske.

Sådan her så barnet ud, da der blev serveret den fineste økologiske majsgrød tilberedt med omhu og kærlighed



Det blev ikke bedre af, at der kom en dejlig moden økologisk banan i. Hirsegrød gav samme udslag.

Efter en uge, havde intet ændret sig. Ikke nætterne og ikke barnets ansigtsudtryk, når indholdet på skeen ramte de næsten jomfruelige smagsløg.
En veninde fortalte, at sådan havde det også været hjemme hos dem, indtil den dag hendes mand kom hjem med præfabrikeret, ikke-økologisk hirsegrød m. pære/bananmos fra Beauvais, for det ville deres barn rigtig gerne have.

Jeg var desperat, og i lange minutter gik jeg som katten om den præfabrikerede skod-grød i Føtex, indtil jeg snuppede den ned fra hylden, gemte den i bunden af min indkøbskurv under de økologiske varer, og skyndte mig hjem for at tilberede den til mit stakkels uskyldige barn.

Første skefuld tog han lidt skeptisk i mod, 2. skefuld vakte begejstring, 3. skefuld kunne ikke komme hurtigt nok... Hvad filan putter de i den grød, narko eller hvad?

10 kg mig her, og 10 kg mig der

Nu har jeg igen spist alt for meget chokolade. Ikke fordi jeg havde lyst til det. Heller ikke fordi jeg synes, det smager specielt godt. Men simpelthen fordi jeg trængte til det... ja, jeg kan lige så godt skrive det som det er: jeg trøstespiste alt alt for meget hviiiinende sød Toblerone efter børnene var puttet. Og a propos børn, så spiste jeg faktisk også barnets kinderæg.

Jeg vil godt lige understrege, at det ikke er fordi, jeg er ked af det. Bare uendeligt træt.

Nå, men ét af mine mål for denne barsel er at smide 10 kg, hvoraf 7 af kg'ene er leftovers fra den sidste graviditet. Man taber altså ikke 10 kg ved at proppe sig med crap-chokolade og Bastognekiks, så nu skal der handles. Og her taler jeg ikke om shopping. Jeg sidder faktisk her, i min behagelige lænestol og OVERVEJER, at melde mig ind i et fitnesscenter.

Det er temmelig LIDT mig, det der med fitnesscentre. Jeg synes det er en rædselsfuld kultur, der hersker sådan et sted, og jeg ved, at de første mange besøg vil kræve store mængder af mod fra min side.

Nu siger jeg godt nok, at det er meget lidt mig, men jeg har faktisk været medlem af 2 fitnesscentre:

Det første var da jeg boede i Oxford, hvor jeg var medlem af et meget meget fint og meget meget dyrt center. Jeg kom der max 1 gang om ugen, for at bruge deres stepmaskine og deres boblebad. Men jeg var medlem!!

Det andet er vel et par år siden, hvor jeg meldte mig ind online, hentede mit medlemskort, og opdagede, at stedet var aldeles rædselsfuldt, så jeg kom der aldrig igen. Jeg var medlem i 3 måneder.

Nu sidder jeg her igen, og overvejer. Skal skal ikke...

Jeg tror, den modne og mest realistiske beslutning må være, at det ikke er for mig. Jeg er mere til korte løbeture med Rammstein i ørene. Efter mørkets frembrud. Og til lange ensomme svømmeture. Og til Pilates og PowerHoop'ing på stuegulvet. Og til step på ministepperen foran fjernsynet.

Kan man tabe 10 kg ved det? Det må tiden vise. Deadline er 20. april.

Og tænk sig, at skrive dette blogindlæg, har så lige sparet mig for mange hundrede spildte kroner.