September-udfordringen

Hvad mon der sker, hvis man udfordrer en sukkerafhængig Stud.Nurse, som trænger til at tabe ca. 8 kg, til at lade det daglige sukker samt det hvide brød og pasta ligge i 1 måned?

Mon hun har viljestyrke til at gennemføre?

Mon hun taber sig?

Mon hun dør?

Mon hun bliver et gladere menneske?

Vi får se, for i den kommende måned er sukker uden for nummer no-go for denne Stud.Nurse. "Uden for nummer" betyder i al sin elasticitet "uden anledning".

I næste måned bliver udfordringen endnu mere vild, jow jow, og det bliver noget, jeg aldrig har prøvet før, og noget der kræver overvindelse. Mere siger jeg ikke.

I'm free to do whatever I

whatever I choose, and I'll sing the blues if I want!!

Sådan fik jeg pludselig trang til at synge, da det for en uges tid siden, gik op for mig, at nu hvor jeg er færdig med at amme mit barn, så er der ingen grænser for, hvad jeg... "må".

Jeg har i 1 år og 9 måneder været,ikke helt afholdende i forhold til alkohol, men jeg har drukket minimalt. Jeg har ikke farvet hår, jeg har kun brugt cremer, make-up, shampoo, neglelak og andet i den branche, der ikke indeholder problematiske tilsætningsstoffer. Det har været en selvfølge, og slet ikke noget offer. De sidste 6 år, har jeg faktisk kun brugt produkter, der var fri for stads. For min egen sundheds skyld.

Dog med få undtagelser. En af undtagelserne er hårfarve. Jeg har svært ved at acceptere de grå hår, der er begyndt at titte frem. Jeg hviler bare slet ikke nok i mig selv til, bare at lade dem sidde der stikke ud. Det gør jeg ikke. Men altså, nu har de så fået lov til at muntre sig i 1 år og 9 måneder.

Da det så gik op for mig, at min krop nu igen er min egen, og at jeg ikke længere risikerer at overføre unødig kemi til mit barn, så drønede jeg i Tøfex og købte hårfarve af absolut værste skuffe. Og i Matas og købte en dyr dyr Mascara, som jeg ikke aner hvad indeholder *gys* "living on the edge" her!! Jeg var lige ved, også at købe en neongul neglelak til en 10er, men lagde alligevel bånd på mig selv. Mit HelseHippie sind kunne ikke kapere mere vildskab den dag.

Da jeg kom hjem fortrød jeg det hele, og lagde det skamfuldt under en tøjbunke på kommoden i soveværelset.

Men i dag blev jeg igen grebet af frihedsfølelsen: min krop er min!! Og jeg gravede hårfarven frem fra tøjbunken (der var vokset betydeligt på den uge)og gik i gang med projektet.

Nu sidder jeg så her med honning brunt(??) hår og en nervøsitet for, at denne er gangen, hvor JEG reagerer allergisk på hårfarvning. Som nu fx en bekendt, der en dag kom forbi, og lignede noget der var løgn: store røde hævelser i ansigtet, røde øjne og forbrændinger i hårbunden. Hun havde farvet hår siden de tidlige teenageår, og havde nu gjort det for sidste gang. Scary shit!!

Nå, men mit hår er pænt, det klør lidt, men jeg håber på, det bare er indbildning, og at jeg ikke vågner op og ligner noget fra en zombie-film i morgen. Eller næste gang jeg farver hår, eller næste, eller næste igen...

På ét eller andet tidspunkt bliver jeg nok klar til et liv med grå hår, og forhåbentligt sker det, inden tærsklen for hvad min krop vil acceptere af kemi overskrides.

Vanity, thy name is woman.

Hello Anne. It's been 118 days

since your last session, and you've gained 2,6 kg. Ca. sådan blev jeg mødt i dag af min Wii. Det ramte hårdt og brutalt, men den har sikkert ret. Jeg har nok alligevel spist lidt for meget is, lidt for mange kager og dyrket feriestemningen lige i overkanten.

Så nu er jeg igen officielt overvægtig med et BMI på 25.

Men igen skal det være slut. Derfor fandt jeg i dag mig selv stående foran hylden med NUPO-produkter i Føtex. Jeg stod der bare et øjeblik. Tænkte, at det måske kunne være løsningen for mig, bare til at kickstarte vægttabet. Jeg kiggede på produkterne, vejede dem i min hånd, vendte og drejede dem, læste på pakken, puttede én dims ned i kurven, tog den op igen, og lagde den tilbage på hylden. Jeg besluttede, at det ikke var for mig.

I stedet for gik jeg forbi frysedisken, og lagde de 2 bøtter med Baskin & Robbins is, jeg tidligere havde puttet i kurven, tilbage hvor de kom fra.

Ahhh det føltes godt!!

Kan man dø af klid?

Ja, det kan man godt. Klid er skadeligt og bør for alt i verden undgås. I hvert fald hvis man er en (dræber)snegl.

Når man har børn, ender en masse mad på gulv og jord, og når man er en doven forælder, bliver det yderst sjældent samlet op, før det begynder at lugte eller se sundhedsfarligt ud. Der var altså sket det, at yngste kid havde... tabt... en halv bolle, lavet udelukkende af klid og kærlighed, ud over kanten af sin barnevogn, og der lå den så i et par dage. Den lå dér og var en smule opblødt af liflig dug, og gjorde ingen skade. Troede vi, og troede det stakkels fæcesbefængte slimmonster, der blev draget mod bollen en tidlig formiddagsstund.

Yngste kid og jeg drog ud i verden, altså på Aros, og da vi forlod matriklen, lå føromtalte slimmonster, stor og mægtig, og havde lige taget en bid af føromtalte klidbolle. Jeg hader slimmonstre, men var på vej mod stor kunst, så den skulle ikke spolere mit humør, og jeg lod den leve.

Da vi vendte tilbage fra vores udflugt, mødte der os et sælsomt syn: slimmonstret var vokset til næsten dobbelt størrelse, og klidbollen var helt væk. Forfærdet OG beæret (over at den syntes bollen var så lækker) gik vi indenfor, og glemte alt om det monstrøse slimmonster.

Om aftenen efter kiddet var puttet, og jeg var ude for at botanisere, så jeg, at sneglen ikke havde flyttet sig det mindste siden om formiddagen. Den var skrumpet lidt ind og lå ubevægelig der på jorden, hvor den famøse klidbolle havde ligget tidligere på dagen. Den var død.

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde taget billeder af de forskellige stadier, for det var i sandhed et... interessant syn, men jeg bryder mig ikke om at komme for tæt på gastropoder, så det blev kun til et par stykker, hvor monstret var kommet af dage.

Når børn er klammest

For det meste holder jeg meget af mine børn,men for pokker da, hvor kan de også være klamme!! Som fx for et kort øjeblik siden, hvor jeg sad på gulvet og var flittig studine, og ældste kid sad i sofaen og så Cirkeline. Han eksperimenterede (åbenbart) med at sikke hjørnet af dynen ned i halsen, for pludselig lød det henne fra sofaen:

J: MOR! jeg havde dynen i munden, og pludselig kom det her ud af mig (peger på virkelig klam makrel i tomatfarvet substans på dyne og sofa)

M: Arrrgh Jeppe, du har jo brækket dig!! (henter klud i køkken, og begynder at tørre sofa)

J: Ja (med stolthed i stemmen) men det var da godt, at jeg ikke brækkede noget!!

M: (ikke overbevist) FØJ hvor det stinker, det her er altså virkelig klamt!!

J: Ja men mor det var jo godt, at det ikke var mit hovede der brækkede af.

M: Ja, det var nok meget godt, men det her er altså ulækkert!

J: Ja, og mor, vi er lige ved at brække os igen, ik'å?

M: Ja, det er tæt på.

J: Moar, hvad farve mon dit bræk ville være, hvis du brækkede dig lige nu?

M: Schh, nu snakker vi ikke mere om det (sagt med stor rummelighed og megen kærlighed i stemmen)

In the jungle, the mighty jungle...

År efter år kommer det bag på mig, hvor stærke kræfter vi haveejere er oppe i mod. Det starter altid så godt, med en have der er tilpas trimmet til, at vi kan holde ud at være i den, og til at der kan dyrkes grøntsager, men aldrig for pæn. Uha nej, fordi pæne haver er for pæne mennesker.

Når vi så kommer lidt hen på sommeren, altså lige forbi foråret, så har vi mandshøje brændenælder og skvalderkål med rødder langt ned i Helvede. Naturen vinder, og år efter år er det et nederlag for mig.

Men i år skal det være anderledes. I år ved jeg, at jeg ikke har tid til haven, så den får (næsten) frit spil, og jeg vil bare nyde den, for midt i junglen af vild humle, vilde snerler, brændenælder, tidsler og skvalderkål, der hurtigt får overtaget, gemmer der sig nemlig nogle meget smukke vækster.

Nyt hår, årets første kop kaffe og "øh ok... bare på beløbet"

Jeg er i gang med at re-integrere mig selv i den virkelig verden, og det koster penge. MANGE penge. Åbenbart.

Først stod den på en tiltrængt tur til frisør. Noget jeg er kommet til at holde af, efter jeg har fundet frisørEN, som jeg bare føler mig rigtig godt tilpas sammen med, som ikke fyrer floskler af som "ej du har så pænt hår, det vil næsten være synd at klippe for meget af", som ikke bare snakker for at snakke, som ikke gider snakke om børn, og som (bedst af alt)klipper mit hår, så det ligner noget, der kunne sidde på en filmstjerne. Alle kvinder burde have sådan en frisør. Men det er en dyr fornøjelse, og de Gold Silk Drops, som gør håret ekstra shiny, og som pludselig syntes så helt og aldeles uundværlige, gav lige regningen et ekstra pift.

Under dette besøg hos frisøren fik jeg serveret årets første kop kaffe!! ja faktsik var det min første kop kaffe i ca. 7 måneder, det var store sager og jeg nød den. Jeg har holdt mig fra kaffe, som jeg ellers har stor kærlighed til, fordi mit yngste kid reagerede med ondt i maven, når jeg drak bare moderate mængder af kaffe. Men om ganske få dage, vender jeg tilbage til virkeligheden, og en virkelighed uden kaffe holder bare ikke.

Efter frisørbesøget var det tid til endnu en investering i skønhedens navn: en ny eyeliner. Jeg er blevet anbefalet en af mærket Bobbi Brown, og den fandt jeg i Magasin til den nette sum af 180,- hvilket jeg synes, er ok. Den skal påføres med pensel, så sådan en skulle jeg også købe, og sikke et held at Bobbi Brown også laver pensler!! jeg kiggede på prisen: 19,50 kr -det var da billigt, jeg havde faktisk regnet med, at sådan en snildt kunne koste 80,- men man kan jo da stadig overraskes positivt. Den søde Bobbi Brown repræsentant, der oven i købet havde vist mig, hvordan man lettest påfører eyelineren slog mine 2 varer ind, og sagde uden at kny: "det bliver 375,-" -jeg er ikke så skarp til hovedregning, men jeg kunne da nok regne ud, at 180+19 ikke er lig med 375, men alligevel fik jeg sagt de 3 små ord, uden at gispe alt for meget: "bare på beløbet". Da jeg fik mine varer, fremgik det af kvitteringen, at den famøse pensel kostede 195,-

Jeg er bare så dum og "pæn" at jeg ikke kan få mig selv til at sige, at så vil jeg ikke have den pensel alligevel. Jeg tog den med, velvidende at jeg ved først kommende lejlighed, går i Magasin for at få byttet den skide pensel.

Dagen sluttede med en lækker koncertoplevelse, og mig der(igen)måtte sande, at jeg er blevet alt for gammel til dårlig gin.

Jeg vil gerne sige undskyld

Jeg har noget, jeg gerne vil indrømme. Jeg har ofte tænkt dårligt om de forældre der børnesikrer deres hjem ned til mindste detalje, dem der klager over, at deres helt små børn ødelægger bøger, bider i ledninger, smadrer og hærger i ét væk, og i det hele taget brokker sig over, at deres små er nogle travle pilfingre.

Jeg har tænkt OG praktiseret, at man i stedet for at afskærme trappen, skal lære barnet at færdes på den, så han kan blive fortrolige med den, og i stedet for at flytte bøger og diverse op i højden, skal man lære barnet, at man ikke ødelægger ting. Sådan var det med mit første kid, og det gik strålende, han har aldrig ødelagt noget, der ikke var hans eget. Han har spist lidt kattemad, og kigget på cd'er, men aldrig flået bøger ud af reolerne for at ødelægge dem. Han har heller aldrig haft fat i toiletbørste eller skraldespand.

Jeg vil gerne sige undskyld, og jeg indrømmer nu, at det i meget høj grad handler om, hvilket barn man bliver velsignet med. Jeg lover hermed, aldrig mere at tænke fordømmende tanker om den måde folk i min nærhed opdrager deres børn, og indretter deres hjem. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.

Er der mon nogen der har et par trappegitre til salg, en hjelm i babystørrelse, børnesikring til 3 skabe, 1 skuffe og et toilet samt et ophæng til en wc-børste?

Knock knock! Who's there?

REALITY!

"Kære Anne

Velkommen i praktik i sundhedsplejen i Århus d.26/4-28/4 og 5/5-6/5 2011(..)"

Sådan står der i et brev, jeg modtog med posten i går. *Piiiv* jeg var nok alligevel lige vel kæk, da jeg for snart et år siden, talte barselsorlov med en studievejleder, og holdt fast i, at et års orlov var aaaalt for lang tid. Bordet fanger, og når påsken er slut, så er denne min sidste barsel også slut.

Så skal jeg forlade mit lille bitte velcrobarn, for at drage ud i den barske verden, og hilse på andre kvinder og deres små børn. Jeg skal præstere, fungere og navigere i en verden der er så stor så stor, i forhold til den lille verden jeg færdes i nu, hvor alt jeg skal beslutte er, hvad tøj jeg selv og barnet skal have på, hvad vi skal have til frokost og OM vi har lyst til at bevæge os uden for en dør.

Men så igen, så bliver det helt rart at drage af sted TIDLIGT om morgenen, før nogen i huset er stået op, og jeg skal kun tænke på at få mig selv i tøjet og ud af døren. Jeg ved, at mine børn er i gode og kyndige hænder, og jeg kan glæde mig til at komme hjem til dem igen.

Men hvor blev tiden af? Hvad har jeg egentligt udrettet i løbet af de 10 måneder? Tjoh, øh, hmn.... jeg har da fået pillet et barn ud af maven, holdt liv i det og mig selv, og så er jeg blevet ret god til at bage rugbrød.

Jeg elsker dig, du lille teknologiske vidunder

Af og til møder jeg folk, der synes, vi her hjemme sidder fast i noget, der minder om stenalderen, fordi vi har fravalgt at have TV. De tror, vi er nogle teknologi-forsagende hippier, der ikke følger med tiden. Det kan der såmænd være noget om, jeg har fx aldrig helt fattet, hvad det der Bluetooth er, og jeg er slet slet ikke moden til en smartphone. Men når det virkelig gælder, så er vi faktisk ret meget fremme i skoene.

Vi har nemlig indset, at en robotstøvsuger er en uundværlig gadget i et hus fyldt med rodehoveder, katte, langhårede voksne, institutionsbarn og barn der er begyndt at spise selv. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vores livskvalitet er blevet væsentligt forbedret, efter Roomba er flyttet ind.

Vi har i et par måneder gået rundt og sukket, for Roomba var blevet træt, og trængte til et nyt batteri, men 699,- er også en slags penge, så det trak ud. Indtil i går, hvor fornuften sejrede. Eller var det panikken og udsigten til mødregruppebesøg og barnedåb indenfor samme uge?

I hvert fald, så skulle vi nok have gjort det noget før, og ladet Nilfisken stå i kælderen, for her er resultatet af Roombas første tur i soveværelset, efter et par ugers pause, hvor vi sporadisk har svunget Nilfisken



og et nærbillede af skidt på et A-4 ark




Jeg elsker min Roomba, og jeg synes, at alle burde unde sig selv den luksus det er, at have dette lille vidunder til at støvsuge hjemmet, mens man er ude.

Amning - et had/kærlighedsforhold

Det er godt at amme. Det er det bedste du kan gøre for dig og dit barn. Det er sundt. Det er praktisk. Det er billigt. Det giver en hel særlig nærhed. Men for pokker hvor kan det også være frustrerende, smertefuldt, en kamp, tidskrævende og forstyrrende.

Da mit første barn blev pillet ud af min mave, kom det virkelig bag på mig, at amning var noget der skulle kæmpes for, at det ikke bare flød med mælk fra første minut. Og det kom virkelig bag på mig, at det gjorde så rasende ondt. Blod og tårer flød i en lind strøm de første 14 dage. Heldigvis var der også lidt mælk.

Jeg syntes virkelig ikke det var nogen fornøjelse at amme, og jeg glædede mig til at stoppe efter de "obligatoriske" 6 måneder. Den sidste tid foregik amningen i soveværelset for nedrullede mørklægningsgardiner, siddende/hoppende på en fitnessbold, mens barnets yndlingsspilledåse spillede sin mekaniske melodi, fordi barnet ikke kunne koncentrere sig, hvis der foregik for meget omkring os. DER burde jeg være stoppet, for det var ikke alle tårerne værd. Det var det virkelig ikke.

Ved barn nr. 2 var jeg forberedt. Jeg var forberedt på smerterne, blodet og ventetiden. Jeg var indstillet på, at amning er godt, men ikke for enhver pris. Jeg ville give det en chance, og yde mit bedste for at få det til at køre. Og det lykkeds! Denne gang har det været en fornøjelse at amme mit barn, og det har været forbundet med et minimum af problemer, i hvert fald efter det gik op for mig, at hans mavebøvl skyldtes de 2 kopper kaffe jeg drak hver morgen. Men så er det jo også galt, for barn nr.2 er så glad for bryst, at han ikke anerkender en sutteflaske, og denne her mor er ved at være godt brugt. Og når moderen er i konstant underskud, så svinder mælken ind, og barnet bliver sur fordi det er sultent, og så får hverken mor, far eller barn sovet om natten, og så har vi den onde spiral.

Den onde spiral er faktisk årsagen til dette nok temmelig kedelige indlæg, som jeg håber, kan hjælpe andre i forbindelse med ammeprobemer. Jeg vil så gerne amme mit barn til han selv siger stop, men som det kører lige nu, så bliver det nok nærmere naturen der sætter en stopper for det, og det med gråd, skrig, sult, frustration, natteroderi og træthed til følge. Derfor har jeg (endnu en gang) besluttet mig for at sætte alt ind for at få amningen på sporet igen. For der er nemlig en del ting, man selv kan gøre,for at hjælpe mælkeproduktionen i vejret.

Det handler om, at den ammende mor får hvilet sig en hel masse hver dag, at barnet lægges til brystet hyppigt, at moderen drikker masser af væske evt suppleret med ammethe (som kan købes i helsekostbutikker og Matas). Spiser hensigtsmæssigt, hvilket betyder, godt med protein til alle måltider, en sund og varieret kost med gode fedtstoffer. En god kilde til de virkelig gode fedtstoffer er mælkebomben, den smager fantastisk, og jeg har selv haft rigtig god effekt af den. Den laves sådan:

25 g smør
25 g durum – skåret eller mel
25 g usaltede pistacienødder eller græskarkerner
25 g sesamfrø
25 g mandler
25 g kokosmel

Durum ristes i smør på panden. Alt andet hakkes og vendes i.

Jeg spiser den på yoghurt, 1 spsk morgen og 1 spsk aften.

Jeg håber i mit stille sind, at mit barn snart siger stop til amningen helt af sig selv, for selvom det er dejligt, og giver os nogle hyggelige stunder, så er det voldsomt forstyrrende for vores nattesøvn, og snart banker virkeligheden på, og jeg skal ud at fungere i den. Virkeligheden.

Jeg håber, at nogen vil kunne bruge mit indlæg til ét eller andet: hjælp til ammeetablering, hjælp til at vælge amning fra, hvis det bare ikke fungerer, hjælp til at øge produktionen eller hjælp til mental forberedelse på, at amning kan være forbundet med blandede følelser, og at det er helt ok!

Reclaim the boobs!!

2 glas rødvin og jeg er allerede temmelig fuld. Jeg vil gå i seng, stoppe ørepropperne DYBT ind i ørerne, så ingen lyde slipper igennem, og så vil jeg bare sove. Projekt Reclaim The Boobs er så småt skudt i gang. SÅ SMÅT blev der sagt, for denne mor er ingenlunde klar til helt at give slip, og det viser lille morglade velcrobarn heller ikke tegn til at være. Men tiden er inde til, at den lille opdager glæden ved sutteflaske, thi virkeligheden lurer lige om hjørnet!!

Karl Blixa/Karen Blixen

En af verdens sejeste mænd hedder Blixa Bargeld, han er sur som bare pokker, men über über cool.

Da yngste kid blev født, og skulle have et navn, kunne vi ikke blive enige. Vi er ellers tit enige, men lige når det gælder vores kids navne, er det hele lidt svært. Heldigvis er jeg stædig, for ellers ville Jeppe ikke have heddet Jeppe, han ville have heddet Leo eller Rita.

Karl synes jeg, er et formidabelt navn, men faderen til barnet er ikke hooked på en-stavelsesnavne, så det krævede lidt arbejde, og en masse hvisken i ørene, mens han sov, at få ham til at acceptere det. Jeg kunne godt lidt forstå det med den ene stavelse, så pludselig en dag slog det mig, at "Karl Blixa" havde en dejlig klang.

Navnet er nu blevet godkendt, og Karl kommer til at hedde Blixa. Ikke sådan til hverdag, men som et navn han selv kan trække frem, hvis han en dag også synes, det er cool.

Og så håber vi bare, at han ikke kommer til at hade os, fordi han mange gang frem i tiden, vil blive kaldt Karen Blixen. Aha, det var derfor, navnet havde sådan en god klang.

Hov, nu er det 2011!

Jeg er kommet lidt sent i gang med 2011, og jeg synes selv, at jeg er lovligt undskyldt. Fx med at jeg ikke rigtigt sover om natten, og at verden i det hele taget er gået lidt i stå omkring mig. Eller det passer jo overhovedet ikke, for verden drøner bare afsted, og jeg er HELT hægtet af. Dagligt spørger min mand, om jeg har fulgt med i den og den sag... næh svarer jeg. Helt uden at skamme mig. Så verden er ikke gået i stå, JEG er gået i stå i min egen lille bitte dejlige verden fyldt med kærlighed, konflikter, madpakker, lortebleer, kaffe og kage med damerne, babysmil og babyskrig. Uger der bare drøner forbi!!

I sidste uge købte jeg en 2011 kalender, efter at have ringet rundt til 3 steder for at høre, hvornår det nu lige var, vi 2 havde en aftale. Og så var det jeg tænkte, at jeg slet ikke har lavet nytårsforsætter i år, og det plejer jeg at gøre. I mange år lavede jeg MANGE forsætter, og ét af dem var, at jeg skulle forsøge at overholde mindst 3, men de sidste par år, har jeg tænkt lidt mere over, hvad jeg gerne vil... ja, nu skriver jeg det, og prøver at lade være med at brække mig over mig selv arbejde med i det nye år. Here goes:

- jeg vil gerne være mere taktfuld, altså undgå at jokke i spinaten helt så ofte, som jeg har gjort de sidste... 10 år.

- jeg vil gerne "finde" mine veninder igen, altså dyrke de venskaber der betyder rigtig meget, eller som har betydet meget, og som forhåbentligt kan komme til det igen.

- jeg vil vove mere.

Nu er det som om, at bordet fanger, for nu har jeg skrevet mine forsætter på min blog, som jeg forresten også håber, vil blive mere aktiv, mere fokuseret og mere brugbar.

Happy New Year everybody!!

Jæ tænkt' hva'saten - putter de narko i eller hva?

Jeg har det her barn, som nu har rundet de 5 måneder, og som bare skreg og skreg og skreg, natten lang i 14 stive døgn. Så enten var han sulten, eller også var det en "faaaase". I hvert fald måtte der handles, så vi slog os på grøden en måned "før tid" jf SST's anbefalinger, og ikke mindst noget tid før jeg syntes, vi var klar.

Det var ikke nogen udpræget succes trods gode intentioner og "vibes" fra barnet om, at han var mere end klar til, at smage noget der kom på en ske.

Sådan her så barnet ud, da der blev serveret den fineste økologiske majsgrød tilberedt med omhu og kærlighed



Det blev ikke bedre af, at der kom en dejlig moden økologisk banan i. Hirsegrød gav samme udslag.

Efter en uge, havde intet ændret sig. Ikke nætterne og ikke barnets ansigtsudtryk, når indholdet på skeen ramte de næsten jomfruelige smagsløg.
En veninde fortalte, at sådan havde det også været hjemme hos dem, indtil den dag hendes mand kom hjem med præfabrikeret, ikke-økologisk hirsegrød m. pære/bananmos fra Beauvais, for det ville deres barn rigtig gerne have.

Jeg var desperat, og i lange minutter gik jeg som katten om den præfabrikerede skod-grød i Føtex, indtil jeg snuppede den ned fra hylden, gemte den i bunden af min indkøbskurv under de økologiske varer, og skyndte mig hjem for at tilberede den til mit stakkels uskyldige barn.

Første skefuld tog han lidt skeptisk i mod, 2. skefuld vakte begejstring, 3. skefuld kunne ikke komme hurtigt nok... Hvad filan putter de i den grød, narko eller hvad?

10 kg mig her, og 10 kg mig der

Nu har jeg igen spist alt for meget chokolade. Ikke fordi jeg havde lyst til det. Heller ikke fordi jeg synes, det smager specielt godt. Men simpelthen fordi jeg trængte til det... ja, jeg kan lige så godt skrive det som det er: jeg trøstespiste alt alt for meget hviiiinende sød Toblerone efter børnene var puttet. Og a propos børn, så spiste jeg faktisk også barnets kinderæg.

Jeg vil godt lige understrege, at det ikke er fordi, jeg er ked af det. Bare uendeligt træt.

Nå, men ét af mine mål for denne barsel er at smide 10 kg, hvoraf 7 af kg'ene er leftovers fra den sidste graviditet. Man taber altså ikke 10 kg ved at proppe sig med crap-chokolade og Bastognekiks, så nu skal der handles. Og her taler jeg ikke om shopping. Jeg sidder faktisk her, i min behagelige lænestol og OVERVEJER, at melde mig ind i et fitnesscenter.

Det er temmelig LIDT mig, det der med fitnesscentre. Jeg synes det er en rædselsfuld kultur, der hersker sådan et sted, og jeg ved, at de første mange besøg vil kræve store mængder af mod fra min side.

Nu siger jeg godt nok, at det er meget lidt mig, men jeg har faktisk været medlem af 2 fitnesscentre:

Det første var da jeg boede i Oxford, hvor jeg var medlem af et meget meget fint og meget meget dyrt center. Jeg kom der max 1 gang om ugen, for at bruge deres stepmaskine og deres boblebad. Men jeg var medlem!!

Det andet er vel et par år siden, hvor jeg meldte mig ind online, hentede mit medlemskort, og opdagede, at stedet var aldeles rædselsfuldt, så jeg kom der aldrig igen. Jeg var medlem i 3 måneder.

Nu sidder jeg her igen, og overvejer. Skal skal ikke...

Jeg tror, den modne og mest realistiske beslutning må være, at det ikke er for mig. Jeg er mere til korte løbeture med Rammstein i ørene. Efter mørkets frembrud. Og til lange ensomme svømmeture. Og til Pilates og PowerHoop'ing på stuegulvet. Og til step på ministepperen foran fjernsynet.

Kan man tabe 10 kg ved det? Det må tiden vise. Deadline er 20. april.

Og tænk sig, at skrive dette blogindlæg, har så lige sparet mig for mange hundrede spildte kroner.

Et glimt fra min lille verden

Når man nu ER på barsel, og alligevel ikke har andet at tage sig til end at bage småkager, fordi ens afkom bare er eminente sovere, så kan man jo også lige så godt udvælge de 3 flotteste kager og tage billeder af dem. Inden man spiser dem.



Der er tale om den helt klassiske vanillekrans, et tranebærhjerte med hvid chokolade og en krydret småkage kaldet "svensk juletræsfigur"

Nogle dage er verden bare uendeligt lille. I morgen vil jeg gå i biografen for at se Harry Potter.

P.s. det går ikke så godt med at få smidt de 10 kg.

At skuffe et barn

Vi har 1 stk. meget kræsent afkom. Ganske få LØDIGE ting kan han lide at spise, og også dertil følger der krav, som vi efterhånden har lært at imødekomme. Eller ignorere. Fx er han blevet ret skrap til at dissekere lasagnen for små bitte stykker gulerod og hvidløg. Vi har opgivet kampen, og messer for os selv: det er en faaaaase. "Fasen" har nu varet godt 1 år.

Når man har et kræsent barn, så lærer man at sælge varen; eller i det mindste forsøger man. Fx smager broccoli virkelig godt, ja faktisk bliver det pludselig til en livret, når det bliver præsenteret som "krokodillebroccoli".

Den anden aften stod menuen på hvad vi normalt ville kalde pasta med svampe, men ordet "svampe" bliver som regel efterfulgt at et "aaaaaaad, det kan jeg ikke lide, svampe smager af lort!" Kokken ønskede at undgå den reaktion, så han tænkte, at varen skulle sælges på anden vis:

Jeppe: Hvad skal vi have til aftensmad?
kokken: vi skal have pasta med østershatte

Her lyser Jeppe op i et stort smil, hvilket er en sjælden begivenhed, når der bliver snakket om aftensmad. Kokken bliver glædeligt overrasket, og tænker, at kiddet sikkert har fået østershatte hos sine bedsteforældre, og derfor har opdaget, at de ikke smager af lort.

Jeppe: sluuurp!
kokken: har du smagt østershatte før?
Jeppe: (lidt tøvende) Jaeh det var sådan nogen, vi fik til kaffen i går.
kokken: Årh, men Jeppe... det var jo Napoleonshatte.

Juleøl, ellers tak!

Mens der bliver drukket enorme mængder af virkelig dårligt øl rundt om i danmark, vil jeg drikke sådan én her. Ahhh London Pride!





og med lidt held slår den benene væk under mig, og jeg vil nyde at gå i seng før klokken 22.00 på en fredag, for af én eller anden grund, er mine ellers så søde-syv-sovende børn begyndt at vågne alt alt for tidligt. Faktisk midt om natten. Og proklamerer, at nu er det morgen. Det er IKKE morgen, når klokken er 6.20. Ikke i dette hus.

God morgen flotte træ

Jeg har aldrig skænket dette træ en tanke. Ikke før jeg indtog min nu så faste plads i sofaen. Her tilbringer jeg rigtig mange timer med at amme, med at surfe på nettet, med at se TV-serier og med at stirre ud i luften. Og det er netop når jeg stirrer ud i luften, at mit blik rammer dette fine træ.

Jeg holder allermest af det på dage med solskin og klar blå himmel



Men på dage hvor skyerne er tunge, og solen godt gemt væk, vækker træet melankolien i mig. Og melankoli er en følelse jeg holder meget af.